Custom Cycle Harley-Davidson fortsætter som autoriseret H-D servicecenter

Harley-Davidson har med virkning fra 1. januar 2017 besluttet at koncentrere salget af nye motorcykler på de to forretninger i København og Aarhus. Det betyder, at Custom Cycle Harley-Davidson forretningen i Rødding fortsætter som autoriseret H-D servicecenter og vil tilbyde alt inden for service og reparation af Harley-Davidson motorcykler med originale dele og tilbehør. Nuværende garantiordninger på reservedele gælder også fremover, og det vil være samme team i butik og værksted, der vil betjene kunderne på allerbedste vis.


”Vi har haft et forrygende 2016, faktisk vores bedste år til dato, og vi er også optimistiske omkring fremtiden. Vi har stadig fabriksnye motorcykler på lager til omgående levering, og helt frem til 31. december 2016 kan vi bestille alle modeller og farver, ligesom vi naturligvis tager alle brugte motorcykler i bytte”, fortæller Jens Müller, der sammen med Gert ”Max” Holm er indehaver af Custom Cycle Harley-Davidson.


En væsentlig del af Harley-Davidson oplevelsen er fællesskabet med andre Harley entusiaster i de såkaldte HOG chapters (Harley Owner Group). Custom Cycle er officiel sponsor for HOG Chapter Jylland Syd, og det fortsætter også uændret.


”Vi har et meget velfungerende chapter og et helt fantastisk fællesskab i HOG Jylland Syd, og det kører videre. Vi glæder os til masser af fede oplevelser sammen og nye forrygende ture”, fortæller Jens Müller.


Traditionen tro inviterer Custom Cycle til julehygge fredag den 23. december, hvor der serveres gløgg og æbleskiver, og der bliver sagt glædelig jul til alle vennerne.


Ønskes yderligere oplysninger, kontakt venligst: Jens Müller, Custom Cycle Harley-Davidson, tlf. 7482 2928, Brændstrup Røddingvej 1, 6630 Rødding, www.custom-cycle.dk