En Tur i Sydafrika

Kennet og Gitte er et par af vores kunder, som har taget deres Harley, (en FLHTK), med på en fantastisk køretur i Sydafrika. Vi har fået lov til at følge med på deres færden og dele den med jer. I løbet af de næste 3 uger vil der løbende komme opdateringer fra turen med billeder og tekst fra Kennet og Gitte selv. I kan følge turen på vores facebook side ved at følge linket her

Turen herover gik fint for både os og Harley'en.
Vi er 14 mennesker på 11 motorcykler. Vi ankommer til en speditør hal, hvor alle motorcykler står parkeret, overdækket med plastik, så de ikke bliver støvet.
Dejligt var det, at se sin motorcykel igen, efter 2 mdr. adskillelse. Spændende var det, om den ville starte, hvilket den selvfølgelig gjorde uden problemer.
Første dag gik dog ikke uden problemer for alle, idet en "Yamaha" ikke ville starte 😕 De måtte blive tilbage, efterladt på et værksted, mens vi andre tog afsted mod Port Edward

Pause stop ved en mindre landsby.
Naturen i Sydafrika er varieret. Ligeledes er byggekulturen meget forskellig fra den danske.

Overnatning i skønne omgivelser, i 2000 meters højde.

Pauser efter et par timers kørsel, i 30 graders varme. Skønt for nordboere. Dog kan man ikke se på billedet, at der stank ad h til, idet nogle havde valgt at bruge skrænten, som losseplads.

Endeligt en Harley butik, hvor Kennet kan shoppe. Han mangler SÅ MEGET T-shirts!
Er kommet til Knysna, som ligger ud til kysten ved Det Indiske Ocean.
Vi startede i Durban, som er havneby. Kørte først 150 km langs kysten og drejede så ind i landet. Her har vi kørt 1000 km i tørke og har set megen fattigdom. Mennesker der bor i blikskure, hvor tagene holdes fast af løse sten eller dæk, og affald af plastik, der flyder i omgivelserne. Det er så langt fra vores liv i Danmark og giver stof til eftertanke og ydmyghed.
Nu, hvor vi atter er ved kysten ses frodig natur, som også afspejler større velstand, som tydeligt ses i husenes, samt butikker. Dog ses fortsat chiptowns (meget fattige områder) i yderkanten af byen.

Det sydligste punkt.

Tiden flyver og vi har oplevet en del siden sidst. Adgangen til net har været lidt svingende, men lige nu er vi på... Vi kørte fra Knysna til Cape Agulhas, som er det sydligste punkt i Afrika. Her mødes Det Indiske Ocean med Atlanterhavet.

Mange tror fejlagtigt, at Cape The Good Hope er det sydligste punkt...der skulle vi selvfølgelig også hen og have taget det obligatoriske billede ved skiltet.

Efter en super flot køretur lang vandet, hvor der var aber ( bavianer ) og to strudser på sidelinien, ankom vi til Cape The Good Hope.
Vi skulle have det helt rigtige billede med Harley'en i front, men det tog lidt tid, før de andre i køen, på ti meter, forstod de skulle flytte sig....først da bakgearet blev aktiveret faldt ti-øren og folk flyttede sig

Turen gik herfra videre til Cape Town langs vestkysten. En fantastisk flot natur med bjergpas, med masser af hårnålesving og udsigt over bølgen blå med hvide skumsprøjt på toppen. Vildt flot!!!
Første dag i Cape Town blev brugt til bla. besøg i ikke mindre end to Harley butikker... selvfølgelig med køb af T-shirt i hver.
Den ene butik lå i Tyger Valley, hvor Gert fra Custom-cykle har arbejdet i 7 mdr. Her i byen bliver vi et par dage.

I Cape Town havde vi fridage.

Lad os fortælle lidt om gruppen, vi kører med. Vi er 4 kvinder og 10 mænd, fordelt på en Harley, tre Ducati, en Yamaha, en KTM, en Dragstar, en Aprilla, en Triumf og to BMV. Alders gruppen er fra 48-69 år. Ud over ægteparret, der er rejsearrangør, har 3 været med før, hvilket vi tog som god reklame.

Lidt info om priser.
Benzin mellem 5,50-6,00kr. Overnatning fra 400-600kr med morgenen mad.
Aftensmad for to med to øl eller en flaske vin ca. 200kr.... og det er lækkert mad.

I Cape Town havde vi fridage, hvor vi valgte at tage en guidet tur til Robbin Island. Det var Nelson Mandela sad fængslet i 18 år inden han kom i husarrest de sidst 9 år.
Guiden var selv tidligere fange fra 1977-1982. Han var 20 år da han blev arresteret i forbindelse med studenter oprøret i 1976.


Det interessant og skræmmende at høre hans personlige beretning.

På turen til Robbin Island så vi en hval, Kennet var den eneste der fik billede

Turen gik videre fra Cape Town i høj sol. Nu kom vi til vin områder og genkendte nogle navne fra vin hylderne i de danske supermarkeder.

Der blev trykket på knappen i rette øjeblik

Pause på turen. Man kan ikke se på billedet at vi har kørt to timer i 38 graders varme. Skønt når man ved der er vinter i Danmark.

Vi kørte resten af dagen og ankom til forudbestilt overnatning i skønne omgivelser. Hvor alle, som det første, nyd en tur i poolen.
Forudbestillingen var bestilt med vinsmagning, men det blev sgu til vindrikning i stedet, hvilket kunne ses på gangarten da folk skulle i seng.

Neu Betesta.

Vi forsatte vores tur gennem vin områder - virkelig flotte omgivelser, hvor øjnene ikke kunne blive trætte af, at se.
Vi har snart overnattet mange forskellige steder. Alle har haft deres egen charme, trods megen forskellig stil. Nogle steder er fyldt med kitsch og andre meget stilrene. Spændende på hver deres måde
Vi fandt endnu en oase at overnatte på og her var kræset for detaljerne. Det viste sig, at værtsparret også kørte motorcykel… selvfølgelig en Harley, til stor fryd for Kennet

Lidt i modsætning hertil, kom vi næste dag til en landsby kaldet Neu Betesta, som lå noget ude på landet.
Her så vi for første gang en by, uden asfalterede veje og med modtagelse af fritgående heste, med føl.
Indbyggerne havde et helt særligt sammenhold og havde kreativitet, som fælles værdi. Ved spørgsmål til vores kvindelige vært om, hvem der ejede hestene, svarede hun, at de var fælles eje for det lille samfund.
Der var flere muligheder for valg af sted til aftensmad. Valget blev et lille hyggeligt spisested tæt på kirken, hvor vi kunne vælge afrikansk gryderet med enten kylling eller lam. Da vi var mange, der synes vi manglede at smage noget rigtig afrikansk, blev alle hurtigt enige, om dette valg.
Da vi ville bestille drikke til maden, viste det sig, at det ikke var muligt, at bestille nogen former for alkohol, idet stedet blev drevet af mennesker enten med eget oplevet alkoholmisbrug eller var pårørende til nogen med misbrug. Det var ski mennesker med en fast holdning, hvilket vi alle havde stor respekt for

Vi kom lidt forsinket afsted næste morgen, da en Ducati havde et punkteret dæk og nogle stykker havde brug for at være i nærheden af et toilet
Skulle hilse at sige fra bagsædepassageren, at det ikke er nemt at køre langt med kvalme og let turist mave 😐😕, men frem vi kom til Clarens, hvor vi skulle have en fridag - FEDT!!

I Cape Town havde nogen af de andre været på en guidet tur til en township, hvilket havde været en både lærerig og følelsesmæssig stor oplevelse.
Så da vi var nogen, der fik mulighed for en sådan tur i Clarens, var vi ikke sene til, at sige ja tak.
En township er der, hvor de fattigste i en by bor. Samfundet stiller nogle mindre huse til rådighed for hjemløse, som så afgiver et ønske om et hus, hvorefter der skal trækkes lod. Der er ikke huse nok, hvorfor en stor del fortsat lever i blikhuse.
Vores guide hed Edward og var en ung mand på 24 år. Hans far var død i et færdselsuheld, da han var 14 år og hans mor døde af sygdom, da han var 16 år. Tilbage stod han helt alene, uden søskende eller anden familie.
Han har siden boet alene i det hus, de heldigvis havde, hvor eneste udgift var el. Han havde de sidste ti år tjent penge ved at vaske biler og var vha en mentor nu ved at arbejde på, at kunne være guide.
Han var enormt sød og meget ivrig for at vise os, så meget, som muligt i hans kvarter. Han understregede, at det for ham havde stor betydning, at vi jo ville tage deres virkelighed med os hjem. Han beskrev et samfund, hvor man hjalp hinanden - der var, trods fattigdom, ingen kriminalitet - han fortalte sin egen historie, fremviste vuggestuer, børnehave, daghjem for forældreløse og pasning af handicappede børn. Sydafrika er et land, hvor der er respekt for minoritetsgrupper, hvilket man især her kunne mærke.
Vi kunne blive ved at referer til dagen med Edward - han gjorde et stort indtryk på os alle og han fik selvfølgelig vores varmeste anbefaling.

Safari Tur

Turen gik nu videre mod Hayzeweiv, hvor vi skulle have fire overnatninger, DEJLIGT
Her var der muligheder for flere ting, fx safari tur, offroad tur for dem, der havde cykler til det, eller køretur i de fedeste områder, med masser af bjerge.
Vi valgte safari-turen, hvor vi kl. 5 om morgenen blev afhentet i en åben jeep. Det var stadig mørkt og temperaturen føltes lav, trods knap 20 grader. Vi kørte omkring en halv time, alt imens solen stod op - det var et smukt syn.
Kryger Park er en nationalpark, der størrelses mæssigt fylder 70 procent af Danmark. Dette års vandmangel har forårsaget store områder i parken med megen tørke. Vi var heldige, at vores tur foregik i de frodige områder, hvor dyrene søgte til.
Vi så ret hurtig 4 elefanter, adskillige empalaer, zebraer og kuduer. Der var begejstring og ivrig fotografering i den lille jeep.
Over walkie kom besked om løver, lige i nærheden. Jeepen blev hurtig vendt og vi så efterfølgende to løver liggende på en top. Guiden fortalte, at de dagen forinden havde spist en bøffel og så ikke behøvede mad de næste 5-7 dage. Billederne var som taget ud af " Løvernes konge". VILDT

Harley'en befinder sig lige nu på containerskib.

Efter skønne dage ved Kryger Park, fortsatte turen til Swaziland, som er et kongedømme i Sydafrika. Her er flerkoneri tilladt og kongen himself har 22 - men han har ingen Harley
Mange af husene er runde med stråtækt tag. Hvis en mand har flere koner, har de hver deres hytte, samt hytte til forskellige formål fx madlavning.
Stedet vi overnattede på var netop sådanne hytter, som lå tæt ved dæmning. Grundet dette års tørke var der dog slet ingen vand i 😕

På de grønne områder, mellem hytterne, gik impalaer fredelig rundt og lod sig ikke genere, over vores tilstedeværelse.
Ved vejene så vi skilte, der advarede mod flodheste og krokodiller. Flodheste er det dyr, der slår flest mennesker ihjel i HELE Afrika.

Vi meldte os til en bådtur på en meget stor sø, hvor man med lidt held kunne komme lidt tættere på flodheste, krokodiller med mere.

Dette blev den sidste opdatering fra vores 4 uger lange tur på MC, gennem Sydafrika. Vi er fyldt med mange indtryk, som nu skal bearbejdes herhjemme.
Vi nåede i alt at køre 6249 km. Vi oplevede, i hele gruppen, ingen nævneværdige uheld, ud over en punktering, samt en taske, der ikke kunne sættes fast, men i stedet måtte have hjælp af gaffa tape. Harley opførte sig upåklageligt under HELE turen!!
Vi oplevede ingen ubehagelige situationer, men i stedet imødekommenhed og smil, samt nogle venlige stop, hvis vi var på vej ind i områder, hvor det kunne være farligt at være.


Forbrug på mad, drikkelse, hotel, benzin (2100kr), indgang til diverse oplevelse blev alt i alt , for os begge, 25000 kr - og vi sparer ikke, når vi holder ferie 😀
Det har været en skøn skøn ferie, som vi gerne gør om igen en anden gang - Kennet fabler allerede om næste vinter igen.
Harley'en befinder sig lige nu på containerskib, med forventet ankomst til Danmark omkring påske - FEDT at køre på sin egen MC på den anden side af jorden